logo

Biografie

kenny_quinn_logo_themen
Kenny Quinn & JoanKENNY QUINN – Europas mest charmerende mestertyv, er en ærlig mand.

Denne internationale og elegante entertainer er professionel lommetyv, og en fantastisk dygtig sådan. Kenny Quinn hører til blandt toppen af specialister indenfor hans særprægede fag. Han forbløffer med lomme- og tricktyveri, som ingen ville tro var muligt. Med en eventyrlig fingerfærdighed befrier han sine sagesløse ”ofre” for de mest utrolige ting, vel at mærke uden at de bestjålne opdager det. I dag er Kenny Quinns shownummer et mix af sofistikeret komik og verbal humor, der i sin helhed er med til at aflede publikums opmærksomhed og derved tillade denne langfingrede kunstner at bestjæle sine ofre med en perfekt præcision, der overrasker både hans ofre og tilskuere. Denne mestertyv er en god psykolog, som kender menneskenes mange svagheder. Selv siger han, at alle hans numre består af 30 procent fingerfærdighed og 70 procent psykologi, som denne elegante troldmand ernærer sig ved og har skabt sig et enestående artistnummer med.

Danskeren Kenny Quinn er født i 1965 i Oslo og var allerede som barn fascineret af manipulationer og den magiske verden. Hans interesse voksede sig større og større med årene frem til 1983, hvor han i en alder af 17 år fik tilbudet om at blive uddannet til show-lommetyv af den legendariske danske ”Alt-meister” Gentleman Jack, der indviede ham i den ædle lommetyvekunst over en periode på 2 år, hvor Kenny Quinn erhvervede hele sin kunnen og lærte sig en tyvs hemmeligheder, unikke håndværk og imponerende fingerfærdighed til at stjæle ting og sager op af folks lommer ved hjælp af de værste tyveknægtetricks, i bedste Oliver Twist-stil. Kenny Quinn har siden 1985, da han bare var 20 år, gjort tyveri til sit levebrød, og har lige siden optrådt som professionel lommetyv i cirkusmaneger og på varietéscener i hele Europa, hvor han modsat sine kriminelle kollegaer må arbejde med det handicap, at alle på forhånd ved, hvad han er ude på og derfor passer ekstra godt på.

Politiet og andre bør være glade for at Kenny Quinn er en bundærlig lommetyv, der IKKE bruger sin kunnen og viden på gaden. Han er de kriminelle lommetyves ”SKRÆK”. Kenny Quinn kender nemlig alle de kriminelle taske- og lommetyves tricks, og derudover afslører han gerne fagets forretningstricks og hemmeligheder for at gøre det svært for sine kriminelle kollegaer på gågader og stræder.

Hans kendskab til de kriminelle tyves arbejdsmetoder og psyke er så omfattende at han ved flere lejligheder også har været inviteret til at besøge politistationer rundt om i Europa, hvor han har undervist og demonstreret sit særprægede fag for alverdens kriminalbetjente og politimestre. Han har blandt andet også undervist politiaspiranter på politiskolen i København.

Kenny Quinn bliver assisteret af sin attraktive og glamourøse kone JOAN, der er lige så langfingret som han selv. Hun har siden 1988 med sin elegance tilført dette fantastiske nummer endnu et visuelt element. Det er med at passe på når dette charmerende artistpar optræder. Erfaringerne viser at de med deres smidige fingre kan liste selv de mest utrolige ting fra deres ”ofre”, så elegant at deres ”ofre” ikke opdager det.

Kenny Quinn & Joan er uden tvivl et af de mest elegante numre af sin art, og til alt held står de på lovens side. Alt det som de stjæler fra deres ofre bliver naturligvis leveret tilbage til rette ejermand, Gentleman-Like.